Click here: => icdoblungpi.fastdownloadcloud.ru/dt?s=YToyOntzOjc6InJlZmVyZXIiO3M6MzA6Imh0dHA6Ly9iYW5kY2FtcC5jb21fZHRfcG9zdGVyLyI7czozOiJrZXkiO3M6MjU6IjEwMCDDpXJzIGVuc29taGVkIGFuYWx5c2UiO30=


De spanske besiddelser i Amerika stoppede som bekendt hvor grænsen mellem USA og Mexico går i 19 21 dag. Gennem især familien Buendía følger vi udviklingen fra byens grundlæggelse, over de hyppige borgerkrige og Banankompagniets en slet skjult reference til det amerikanske American Fruit Company ankomst og afrejse.

Det er ægteparret José og Ursula Buendia, fætter og kusine, som engang i 1800-tallets begyndelse grundlægger den lille flække, som Den fabulerende, fantastiske krønike om den ensomt beliggende landsby Macondo og dens store, farverige Buendiaslægt. Derfor er det, den engelske professor i geografi Alan Gilbert, har skrevet om latinamerikanske byer interessant: In many ways, Latin American cities look very similar At the same time, every Latin American city is different.



Pelle Uri Christy Geertsen Modul 2 Vejleder: Heidi Bojsen Forårssemester 2006 Kultur- og Sprogmødestudier Roskilde Universitetscenter 2 Pelle Uri Christy Geertsen Modul 2 Vejleder Heidi Bojsen Forårssemester 2006 Kultur- og Sprogmødestudier Roskilde Universitetscenter 3 Pelle Uri Christy Geertsen 2006 Forårssemester Roskilde Universitetscenter Institut VI Institut for Sprog og Kultur Kultur- og Sprogmødestudier, modul 2 Forsidelayout: Pia Mia Poulsen Antal anslag: Citaterne der optræder ved hver kapitelstart er taget fra: Kapitel 1: Martin Zerlang: Fem Magiske Fortællere og et rids af romanens historie i Latinamerika. Kapitel 2: Isabel Allende : Åndernes Hus 5 udg. Kapitel 3: Philip Swanson: The Companion to Latin American Studies. Kapitel 5: Keld Buciek: Postcolonial Reason - selected perspectives of writing postcolonial geographies. Kapitel 6: Philip Swanson: Civilization and barbarism. Kapitel 7: Alfredo Jocelyn-Holt Letelier: La Independencia de Chile Tradición, Modernización y Mito. Kapitel 8: Gabriel García Márquez: 100 års ensomhed. Side 4 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Problemfelt Problemformulering Metode Rapportens opbygning og generelle metodiske overvejelser Litteraturhenvisninger positionering Romanerne Gabriel García Márquez og 100 års ensomhed Isabel Allende og Åndernes hus Begrebsafklaring Latinamerika Kreol Mestizo og Mestizaje Postkolonial eller Post-kolonial? Latinamerikansk Litteratur og historie Latinamerika Den koloniale virkelighed i Latinamerika Latinamerikansk litteratur i en historisk kontekst Postkolonial teori Postkolonial Teori Hybriditetsspørgsmålet Magisk Realisme Analyse Magisk realisme Hvem der forstår Kreoler, mestizer og vestens repræsentanter Konklusion Abstract Litteraturliste 5 1. Indledning I historien om Latinamerikas kultur og litteratur er det et genkommende tema, at kontinentet var og er så anderledes fra den gamle verden, som kolonisatorerne bragte med sig, at det nødvendigvis måtte blive hjemsted for en litteratur fuld af magi og myter 4 6 1. For mange er repræsentanterne for latinamerikansk litteratur, og begge forfattere læses globalt, såvel som lokalt i Latinamerika. Deres status som repræsentationer af latinamerikanske virkeligheder rejser spørgsmålet om, hvad det egentlig er for en repræsentation de giver os. Begge romaner spinder læseren ind i en virkelighed der ikke helt er som vi kender den, den magiske realisme der hersker i begge romaners univers er et fantastisk fortælleredskab men spørgsmålet er, om det også er mere end det? Der springes i tid og i sted, og hvor det på nogle tidspunkter unægtelig er den kolde og realistiske del der driver historien ustoppeligt frem, ser vi andre gange at den, af vesten så højt besungne rationelle tankegang, kommer til kort. De to romaner minder trods alle deres forskelligheder på mange punkter om hinanden, ikke blot ved brugen af den magiske realisme, men også ved den måde deres familiesagaer kommer til at fremstå som en form for generel beskrivelse af, og kommentar til de transformationer, de latinamerikanske lande har undergået og dem de stadigt er i gang med. Adskillige aspekter af de latinamerikanske virkeligheder, fortidige såvel som nutidige, bliver trukket frem i fortællingerne. Ikke mindst ser man det evigt tilbagevendende, og stadigt uforløste, forhold til kolonitiden og den tidligere kolonimagt. Kreolernes ambivalente forhold til det europæiske synes ifølge begge romaner at have overlevet kolonitiden, og præger dermed stadigt kreolmentaliteten. Også vestens rolle overfor Latinamerika, repræsenteret gennem europæere og nordamerikanere, er genstand for begge forfatteres fortællinger. Ikke fordi at romanerne udelukker europæerne eller nordamerikanerne, de er der konstant i begge historier som fortællinger, referencepunkter og som en naturlig del af hverdagen. Alligevel er deres position ikke som vi er vant til, de er hensat til den position der tidligere var kreolens og mestizens mere eller mindre marginaliserede i periferien af fortællingerne. Nok handler de, men de forstår ikke situationerne, og de må gentagne gange hjælpes på vej af både kreoler og mestizer. Hvorfra stammer denne ambivalens, hvad tjener den til at fortælle os, og er det sandt når en chilensk historiker på tærsklen til det 21. Derfor kan der være et behov for at undersøge hvordan man i Latinamerika forholder sig til og, ikke mindst, repræsenterer forholdet til kolonitiden. Dette kan give sig udslag på mange forskellige måder, men i denne rapport er det litteraturen, repræsenteret ved 100 års ensomhed og Åndernes hus der er indgangsvinklen til det. Det er med andre ord ikke en traditionel tekstnæranalyse jeg vil begive mig ud i. I stedet handler det om nogle af de overordnede temaer, som både Gabriel García Márquez 100 års ensomhed og Isabel Allendes Åndernes hus har som centrale. Hvordan behandles spørgsmålet om hybriditet i romanerne og fremstår det som positivt eller negativt? Metode Du har forandret dig meget, mor bemærkede Blanca. Det er ikke mig, min datter. Det er verden, der har forandret sig, svarede Clara. Rapportens opbygning og generelle metodiske overvejelser For at besvare problemformuleringen er det nødvendigt først at sætte de to fortællinger ind i en latinamerikansk kontekst og gøre sig nogle tanker om forskellige aspekter af latinamerikanske samfund og litteratur. Derfor vil rapportens opbygning tage sig ud som følger: Først dette metodeafsnit med de generelle metodiske overvejelser samt en diskussion af min egen position i forhold til rapporten. Inklusive en kort beskrivelse af Gabriel García Márquez og 100 års ensomhed samt Isabel Allende og Åndernes hus, Herefter en beskrivelse af latinamerikansk litteratur og historie. En kort beskrivelse af den del af postkolonial teori der er anvendt, herunder magisk realisme. Dette vil blive fulgt af en analyse. Abstract engelsk Litteraturlisten Der vil i afsnittet om Latinamerika og latinamerikansk litteratur ske en diskussion af forskellige begreber, bl. Kreol og Mestizo, der har betydning for de latinamerikanske samfund romanerne udspringer fra, og dermed også må forstås ud fra. Enkelte detaljer fra Latinamerikas historie vil også blive præsenteret i det omfang de skønnes relevante for analysen. Dette vil ske for at placere både de to fortællinger og de to forfattere i en historisk og litterær kontekst, uden hvilken en besvarelse af problemformuleringen vil være umulig. Der vil ligeledes her være afgrænsning af projektet, og en kort definition på hvad der i rapporten menes, når der skrives Latinamerika Litteraturhenvisninger Normalt henviser man til forfatterens efternavn i litteraturlisten, er der flere efternavne eller mellemnavne refererer man til det sidste i rækken. Har man imidlertid med spanske og latinamerikanske forfattere at gøre virker denne metode ikke, da man her som oftest har dels flere fornavne, men også mindst to efternavne først et fra faderen appellido paterno og dernæst et fra moderen appellido materno. Det der videregives er, for både mænd og kvinder, det første af disse appellido paterno , og i mange tilfælde er det kun dette efternavn der refereres til. Som eksempel kan man tage den afdøde Chilenske præsident Allende han refereres, i Chile som i resten af verden, som oftest blot til som Salvador Allende, men hans navn var faktisk Salvador Isabelino del Sagrado Corazón de Jesús Allende Gossens. I tilfælde som dette vil det således være forkert at henvise udelukkende til de sidste efternavn. Jeg har derfor valgt i en del tilfælde at henvise til begge forfatternes efternavne, både i teksten og i litteraturlisten. En omtale eller en henvisning til Gabriel García Márquez vil således være til García Márquez 8 10 ligesom han i litteraturlisten vil være at finde under G for García, selv om han i vesten ofte blot omtales som Márquez positionering Det er selvsagt altid en god idé at reflektere over sig ståsted når man laver skriver projekt, måske ikke mindst når man arbejder med postkolonial teori, og med romaner der vender forholdet mellem dem og os på hovedet. Det er altså et spørgsmål man er nødt til at tænke over både før, under og efter projektet skrives. Derfor her et par korte refleksioner over min position i forhold til rapporten. I megen vestlig uddannelse er det stadigt sådan at man primært læser vestlig litteratur, og det ikke vestlige litteratur der læses er mestendels som en form for kuriosum. Selv om kolonitiden efterhånden er ved at komme på tryg afstand for mange vesterlændinge, så er det som om et gennemgående synspunkt stadigt præger os, nemlig at resten af verden er anderledes end os. Det kan godt være det ikke længere er politisk korrekt at udtrykke det direkte, men den latente orientalisme er tilstede mange steder, både i hverdagslivet og i den akademiske verden. Ydermere er der tale om en latent orientalisme der kan give sig udslag på to forskellige måder: 1. Den misforståede accept af den magiske realisme som noget genuint latinamerikansk, en måde at artikulere det særligt latinamerikanske på. Ud fra denne tankegang bliver man næsten kun rigtig latinamerikansk forfatter hvis man benytter sig af den magiske realisme, for skriver man som der skrives i vesten, er det blot fordi man stadigt er bundet af kolonitidens mentale lænker, og en vestlig tankegang der må være væsensforskellig fra den ægte latinamerikanske. Dette er den form for orientalisme der vil det godt, men som kun på det moralske plan har flyttet sig. Man ønsker ikke at erkende at man anskuer den anden som forskellig, men når det kommer til stykket er det alligevel præcist det man gør. Opfattelsen af den magiske realisme som et billigt kneb der sælger i vesten, men som i virkeligheden ikke er stort mere end et litterært trick, der bruges af vestligt uddannede forfattere til at tegne billedet af et Latinamerika der, qua den underlige blanding af realisme og magi, bekræfter os i vores forestillinger om, hvordan det må forholde sig. Her er det lige modsat det første eksempel, for skriver 9 11 man ved hjælp af den magiske realisme er man her galt på den og lader sig påvirke af, hvordan vesten ønsker at man repræsenterer sig selv. De repræsentationer der foretages er således ikke latinamerikanske repræsentationer, men i virkeligheden blot vestlige repræsentationer pakket ind i et tyndt lag af latinamerikansk kolorit. Begge vinkler er problematiske fordi ingen af dem er villige til at give forfatterne det frie valg til at vælge hvilken stil der nu måtte passe dem. Det er også to vinkler man skal passe på i sit skrivearbejde, for man kommer let til at adoptere den ene eller den anden af dem. Derfor er det vigtigt løbende at reflektere over hvor man står. Jeg har valgt at søge at placere mig et andet sted. Mit formål er således ikke at søge at definere noget genuint latinamerikansk i de to værker, men derimod at diskutere hvordan de artikulerer forskellige postkoloniale problemstillinger. Desuden står jeg i den situation, at jeg på nogle punkter befinder mig med et ben i begge lejre da jeg godt nok er vestligt opvokset og uddannet, men har delvist latinamerikanske rødder. Mit ønske er således ikke at tage stilling til, hvor genuin eller ej, den latinamerikanske virkelighed der artikuleres er, men derimod hvordan artikulationen sker og hvad dette medfører Romanerne Udover at romanerne kan ses og læses som almindelige fortællinger, kan de begge anvendes som indgangsvinkel til at diskutere, hvordan den postkoloniale virkelighed i forskellige dele af Latinamerika artikuleres. Begge romaner behandler, om en på forskellige måder, transformationen af Latinamerikanske postkoloniale samfund og ændringen af de samfundsstrukturer der på mange punkter mindede om kolonitidens hierarkier. De to romaner er interessante af forskellige årsager, bl. Samtidigt er de også, for Latinamerikanere det, man ved at man er kendt for i resten af verden. Både Åndernes hus og 100 års ensomhed er på denne måde nærmest symboler for Latinamerikansk litteratur og beviset på, at man i denne verdensdel kan levere stor litteratur. Hans hovedværk, den roman der gjorde ikke bare ham, men den latinamerikanske roman 3 verdenskendt, er hans roman 100 års ensomhed Cien Años de Soledad , fra I romanen følger vi livet i og omkring en familie i den colombianske by Macondo, en by der i store dele af romanen er næsten totalt isoleret fra omverdenen. Gennem især familien Buendía følger vi udviklingen fra byens grundlæggelse, over de hyppige borgerkrige og Banankompagniets en slet skjult reference til det amerikanske American Fruit Company ankomst og afrejse. Romanen benytter sig af en magiske realisme der gør det helt naturligt, at Macondo grundlægges, fordi José Arcadio Buendía ønsker at undgå genfærdet af en mand, Prudencio, han har dræbt efter en hanekamp: Det er i orden, Prudencio, sagde han til ham. Vi forlader landsbyen, og tager så langt væk vi kan og kommer aldrig mere tilbage. Gå roligt din vej. Derfor skete det at de begyndte turen over bjergkæden. Ganske rationelt opstillet, hvis man er villig til at se bort fra at han taler til et spøgelse. Det er sætninger, og ikke mindst tankerækker og begrundelser som denne, der præger romanen. Det er vel at mærke en skrivestil der er valgt helt bevidst, og, som vi skal se i analysen, med bestemt formål for øje. Som García Márquez selv siger det: Den umiddelbare realisme fra Ingen skriver til obersten og Ondskabens tid har deres aktionsradius. Men jeg opdagede, at virkeligheden også findes i folks myter, forestillinger og legender; at disse ikke fødes af intet, men bliver skabt af folk, er dets historie og deres daglige liv, og at de spiller med i folks fiaskoer og triumfer. Jeg opdagede at virkeligheden ikke kun er politifolk der dræber folk, men også hele mytologien. Og alt dette har jeg medtaget i mine bøger. Citeret i Stefansson, 1998:226 Hundrede års ensomhed måtte skrives sådan med rod i den mundtlige fortælletradition , for sådan talte min bedstemor. Citeret i Stefansson, 1998:227 Mit værk har nøjagtig den dosis politik, som det skal have. Andet og mere ville gøre det til en ubrugelig pamflet. Jeg er ikke politiker, men romanforfatter Citeret i Stefansson, 1998:228 Der er tale om helt igennem bevidste valg, hvilket, udover romanens globale udbredelse, er med til at gøre den vældig interessant at forholde sig til brugen af den magiske realisme. På sin vis kan byen Macondo siges at repræsentere hele Latinamerika, ligesom det er værd at bide mærke i, at navnet Macondo rimer på det spanske ord Mundo verden. Byen Macondo bliver kendt for verden med 100 års ensomhed, men optræder faktisk allerede i García Márquez første roman, Hvirvelstorm La hojarasca fra 1955, og både byen og mange af de karakterer man møder i romanen, går igen i andre af García Márquez værker års ensomhed centrerer sig som sagt om familien Buendía, en kreolsk familie, der på en og samme tid er aktive medspillere i landet og ikke mindst byens historie men som samtidigt flere gange må se sig sat helt uden for indflydelse. De kan deltage i borgerkrigene og på den måde få markant betydning for nationens historie, på den anden side kan de hverken gøre fra eller til når Banankompagniet kommer til byen, eller når en søvnløshedsepidemi hærger. Romanen strækker sig over en ubestemmelig årrække, hvor det eneste der er klart er, at der er tale om mere end 100 år. Generationerne vikles ind i hinanden, ikke bare med navn, men også da nogle af karaktererne på tragisk vis synes dømt til at gentage forfædrenes handlinger Isabel Allende og Åndernes hus Isabel Allendes verdensberømte roman fra 1982, Åndernes hus, er, som 100 års ensomhed, en familiesaga, hvor læseren følger en familie gennem generationerne. Det er en historie der konfronterer os med et Chile der bevæger sig fra forholdt der ligner kolonitiden, over modernitetens indtog, til militærkuppet i 1973, der gennem fængslingen af barnebarnet Alba udstiller både brutaliteten og hjælpeløsheden. Åndernes hus startede egentlig som et brev til hendes døende bedstefader, men udviklede sig senere til den bog der kendes i dag jf. Allendes hjemmeside en bog der i øvrigt blev filmatiseret i1993. Fortællingen er både politisk i forhold til kuppet, men i høj grad også i forhold til udviklingen i det chilenske samfund generelt. Militærkuppet fylder som sådan kun en mindre del af romanen, hvilket måske i virkeligheden er med til at få det til at fremstå så meget mere chokerende og traumatisk. Samtidigt er der arketyperne, som Esteban Trueban, der virker som det klassiske eksempel på den kreolske patriark der ikke føler sig tryg ved hverken samfundets forandringer eller det magiske der omgiver ham og familien, men som han ikke forstår. Hvor García Márquez 100 års ensomhed satte latinamerikansk litteratur på verdenskortet, slog åndernes hus dens plads fast. På mange måder minder de to bøger om hinanden, bl. Der er dog også masser af forskelle, hvor det i 100 års ensomhed er tiden der er konstant skiftende er det i Åndernes hus fortælleren der skifter. Til tider er det patriarken Esteban, andre gange hans kone Clara, og atter andre gange er det Alba, barnebarnet, der agerer fortæller. I romanen ser vi ikke bare de forandringer familien Trueban undergår, men også hvordan samfundet ændres, godsejernes hidtil næsten uindskrænkede magt der undergår forandringer, og man ser det forskellen på land og by samt ikke mest mellem de forskellige sociale klasser der mødes i romanen. Den magiske realisme i romanen er central, ikke bare som fortællestil, men også fordi den er så bevidst valgt til netop denne bog, mens den i andre af Allendes romaner slet ikke er at finde: I think that every story has a way of being told and every character has a voice. And you can't always repeat the formula. Magic realism, which was overwhelmingly present in The House of the Spirits, doesn't exist in my second book, Of Love and Shadows. And that's because my second book was based on a political crime that happened in Chile after the assassination of Salvador Allende, so it has more of a journalistic chronicle. To af disse betegnelser er Kreol og Mestizo, samt den afart der kan udledes af det sidstnævnte, Mestizaje. Mexico og Bolivia ideologisk rolle i både det politiske og kulturelle liv. En tredje meget vigtig ting at gøre sig klart hvis man vil undgå misforståelser er, hvad der rent faktisk menes med betegnelsen Latinamerika Latinamerika Igennem opgaven vil jeg konsekvent benytte mig af betegnelsen Latinamerika hvilket ikke nødvendigvis er helt uproblematisk, bl. Hermed vil både Guyana og Surinam inkluderes ligesom den franske koloni Fransk Guyana og de britiske Falklandsøer vil være det. Spansk Amerika: Her understreges, som Fox også er inde på det 1996 sammenhængen med den tidligere kolonimagt Spanien samtidigt med, at det ekskluderer bl. Brasilien Iberoamerika: Ved at henvise til hele den iberiske halvø frem for blot til Spanien, udvides betegnelsen til også at gælde Brasilien men det er stadigt et navn der bundet tæt op på den tidligere kolonimagt. Latinamerika er valgt fordi jeg skønner det er mere dækkende end de ovenstående, fordi det i høj grad er det udtryk der bruges i dag samt fordi det er et udtryk der indeholder nogle identitetsmæssige konstruktioner der er relevante for projektet Se afsnit 3. Kreol Betegnelsen Criollo, eller kreol på dansk, har været markant gennem Latinamerikas kolonihistorie. Det indtager en næsten mytisk plads i mange latinamerikanske staters befrielseshistorierne Jocelyn-Holt Letelier, 1999. Og har været med til at forme identiteter og samfund siden kolonitidens start, hvorfor det er svært at se bort fra det, især da det også nævnes direkte i romanerne. En kreol er både en meget simpel betegnelse, der ved et hurtigt opslag i en ordbog kan forklares og forstås, men samtidigt er det et uhyre komplekst begreb der berører forskellene mellem ikke bare kolonisatorer og 14 16 koloniserede, men også internt mellem kolonisatorerne. Flere har, som bl. Restrepo 2003:61-4 og Fernández-Armesto 2004:96-7 , set det som centralt for opbyggelsen af proto-nationale identiteter i kolonier næsten fra starten af. Denne dobbelthed i betydningen går da også igen ved et hurtigt ordbogsopslaget, hvor Criollo defineres på følgende måde : 1 Descendiente de padres europeos que nació en un territorio americano cuando era colonia de España o de otro país de Europa 2 Que es característico de la cultura y la tradición de un país hispanoamericano. På den ene side en betegnelse der burde være død med kolonitiden, men på den anden side noget der stadigt associeres med alle tidligere spanske kolonier i Latinamerika. I forståelsen af kreol-identiteten, og ikke mindst de myter der knytter sig til den, kan man finde et af grundelementerne i latinamerikansk selvopfattelse og forståelse, ikke blot under kolonitiden, men så sandelig også det postkoloniale Latinamerika. Nogle taler sågar om en kreol-mentalitet : A Creole mentality a sense of a difference of interests and, perhaps of nature set the colonists apart from their metropolitan masters and partners and grew markedly in the decade preceding the Declaration of Independence. By creole I mean an identity espoused by colonials distinct from that of the mother country. In Spanish colonies, Creole consciousness was precocious; in some ways it was evident in the first generation of the conquistadors. Pride in mixed ancestry or false claims to it was one sure sign. Fernández-Armesto, 2004: 96 En af de helt centrale aspekter er, at selv om man som kreol er hvid blanco , er man stadigt ikke Spanier, man mangler noget for at kunne nå helt til tops. Som kreol kunne man sagtens komme ind i kolonihierarkiet, men aldrig helt til tops for den plads var reserveret til Spanierne Millar, 2003:129. Selv om der er begyndt at blive sat spørgsmålstegn ved denne tolkning Jocelyn-Holt Letelier,1999 , kan man stadigt i moderne historiebøger læse sætninger som: Las causas principales que influyeron al movimiento revolucionario fueron: El antagonismo existente entre españoles y criollos. A los primeros se concedían los altos empleos, mientras los segundos eran injustamente postergados. Der er tale om en selvforståelse der i høj grad bygger på forestillingen om, at man blev forfordelt og derfor var nødt til at frigøre sig, hvis man skulle opnå sit fulde potentiale. Det er interessant, at selv om fx den franske revolution og filosoffer som Montesquieu og Voltaire, 5 1 efterkommer af europæiske forældre, født i et amerikansk territorium mens det var spansk koloni, eller i et andet Europæisk land 2 Som er karakteristisk for kulturen og traditionen i et hispanoamerikansk land. De første blev givet de højeste stillinger, mens de andre blev uretfærdigt forbigået. Samtidigt med dette, til tider noget anstrengte, forhold til kolonimagten markerer det også en form for eliteposition Restrepo, 2003:61 , der er endnu klarere adskilt fra indianere, sorte og mestizer, end fra dem der var født det rigtige sted. Det handler med Fernándes-Armestos 2004:97 ord om: colonial self-differentation from both indigenous and metropolitan cultures. På den måde står det til tider i kontrast til mestizbegrebet og dets indbyggede hybriditet, fordi det i stedet for at være en blanding af flere dele, vælger at se sig som noget særligt, noget der, kræver sin helt egen kategori og position Mestizo og Mestizaje Betegnelsen og begrebet Mestizo er, som kreol, i mange Latinamerikanske lande næsten uundgåeligt. Udtrykket stammer fra kolonitiden hvor det var n af de 16 forskellige racemæssige kategorier indbyggerne i de spanske kolonier var inddelt efter Fernández-Armesto, 2003. Oprindeligt betegnede det en person der var af lige dele hvidt og indiansk blod, men med kolonitidens ophør er det i dag, de fleste steder blevet til en generel betegnelse for personer af blandet herkomst. Fra mestizo begrebet stammer et andet centralt udtryk, nemlig Mestizaje. Udtrykket kan defineres som: Cruce de razas distintas: en América se dio el mestizaje entre negros, indios y blancos. Godt nok kan det anskues som sammenblandingen af koloniherrer og koloniserede, en hybridform der fysisk set kan ligne den europæiske eller den indianske del mest eller slet ingen af dem. Men det er også noget andet og mere, for det handler om sammensmeltningen af de koloniserede og kolonisatorerne. De er ikke blot koloniserede, for de er samtidigt forbundet med kolonisatorerne, og er ofte en del af disse. Samtidigt er de heller ikke helt indianske og har i århundreder heller ikke været anset som sådanne. På denne måde bliver tanken om resistance til tider anderledes fra, hvad vi ser mange andre steder, da en stor del af befolkningerne er begge dele og dermed måske også ingen af delene på samme tid. En modstand mod kolonisatorerne er altså også, for nogle, en kamp imod dem selv, lige så vel som en diskrimination af indianerne samtidigt er en implicit diskrimination af ens eget ophav og dermed en selv. Begge betegnelser Kreol og Mestizo kan dække over forskellige roller i samfundene, alt efter hvilket latinamerikansk samfund der er tale om. Hvor det i lande som Bolivia nærmest er statsideologien, og dermed noget ofte meget udtalt, er det andre steder mindre udtalt. Hvad der end er tilfældet, har det påvirket måden at betragte koloniens, og senere nationens, andre indbyggere på. Selv når det ikke udtales er det en faktor, og hvor man i det ene land vælger at bruge betegnelse direkte, vil den andre steder være mere implicit, men ikke desto mindre er den der Postkolonial eller Post-kolonial? Tidligere har der været debat om, hvorvidt man skulle betegne det postkolonial med eller uden bindestreg Ashcroft 2001:7-13 og det er blevet tillagt forskellige betydninger at enten benytte en bindestreg eller ej. Det er dog ikke denne rapports formål at diskutere dette, og jeg skal derfor blot bemærke at jeg konsekvent bruger betegnelsen uden bindestreg. Latinamerikansk Litteratur og historie Every schoolboy or girl knows that a European mariner, Christopher Columbus, discovered America, the New World, in Yet behind this apparently simple fact, there lies a weight of problematic cultural assumption. Columbus did not really discover anything: he simply stumbled across something that was already there. Latinamerika The phrase Latin America has been traced to an 1856 speech by the Chilenean author Francisco Bilbao and around the same time and apparently independently an essay by the Uruguayan José María Torres Caicedo, both of whom were then in exile in Paris. The phrase accomplished a number of things simultaneously: It dramatized the distinction between what had hitherto been known as Spanish America and what Bilbao, Torres Caicedo, and their friends called Anglo-Saxon America, interpreting the division as a conflict between two types of souls the Latins being the more soulful, naturally. Second, by replacing Spanish with Latin, they could ignore their historical connection to Spain, a country they had still not forgiven for its colonial past and which had lost all its prestige along with its empire. More important, the phrase implied a connection to France, the acknowledged leader of the Latin world. Finally, like its predecessor Spanish America, the phrase Latin America continued to suppress any hint of their countries embarrassing indigenous or African heritages. Fox, 1996:13 Allerede ved hvordan man betegner Latinamerika hober en række spørgsmål sig op for hvordan man end benævner det, så indebærer det valg og fravalg, og som vi ser det hos bl. Fox 1996:13 også spørgsmålet om hvilke fællesskaber der mere eller mindre implicit er tale om. Selv navnet Amerika er omstridt og har været det siden den tyske kartograf Martin Waldseemüller i 1507 første gang brugte det på et kort for at ære Amerigo Vespucci og hans beskrivelser af den nye verden Fernández-Armesto, 2003:1-2. Først senere kom han i tanke om at det kunne være at det var Christoffer Columbus der skulle have haft tildelt den ære for det var jo ham der opdagede den nye verden. Det er en virkelighed man stadigt lever med den dag i dag det er alment accepteret at man, hvad enten man befinder sig i Syd-, Nord- eller Mellemamerika, må finde sig i, at leve med europæiske betegnelser for hvor man bor, og hvad man er om det er så er amerikaner, latinamerikaner, eller noget helt tredje. Men her stopper det interessante ved hvordan Amerika skal omtales ikke, der eksisterer nemlig også spørgsmålet om, hvorvidt Amerika skal omtales i en eller flertal. På dansk er der ganske vist ikke det store valg, og Amerika er her typisk ensbetydende med USA, hvorfor betegnelsen amerikaner i hverdagen nok mest associeres med folk fra USA. At sætte Amerika i flertal giver mulighed for, på samme tid at antyde en indbyrdes relation, samtidigt med, at det, som Fox er inde på det, understreges at det ikke er en homogen enhed. Det har desuden den fordel, at det er en betegnelse der giver mulighed for at inkludere både Nord-, Mellem- og Sydamerika, hvilket alt andet lige ofte kan være ganske relevant, da Las Américas på trods af sine interne forskelligheder, deler en kolonial fortid. De spanske besiddelser i Amerika stoppede som bekendt hvor grænsen mellem USA og Mexico går i 19 21 dag. Det meste af det sydlige USA var i århundreder administrativt og sprogligt en del af Latinamerika, noget der stadigt mærkes tydeligt den dag i dag ikke mindst i stednavne eller opbygningen af byerne. Som citatet fra Fox i begyndelsen af kapitlet også er inde på det, er spørgsmålet om tilhørsforhold i Latinamerika ikke altid ligetil og ofte er der tale om et noget ambivalent forhold; nogle gange har man et fællesskab med de andre latinamerikanske lande, andre gange ikke. Til tider er der et fællesskab med USA og Canada men andre gange synes latinamerikanske identiteter nærmest at være konstituerede i modsætning til især USA. Fra at konstituere sig i forhold til den tidligere kolonimagt har de enkelte lande valgt forskellige andre at konstituere sig ud fra. Ofte har det skiftet med tiden og efter omstændighederne. Nogle valgte deres indre anden, indianerne, mens andre, som man har set det ved mange af de latinamerikanske krige, valgte de andre amerikanske lande til denne rolle.. Det spiller ind på både de nationale opfattelser, men også på, hvorfor fx både europæere og nordamerikanere indskrives i latinamerikanske historier og ikke mindst på, hvorfor de beskrives som de gør. Et andet fællestræl er landenes befolkninger, der typisk er sammensatte af mange forskellige befolkningsgrupper ingen af landene består udelukkende af kolonisatorer fra det gamle koloniland. Nogle lande har mange efterkommere af slaver, andre har mange asiatiske indvandrere, mens atter andre har mange indianske indbyggere. Fælles er de koloniale strukturer man tidligere måtte indordne sig under lige fra hvordan byer skulle anlægges Low, 2000 , til hvem i samfundet der havde hvilke rettigheder og positioner. En anden kilde til forskellighed landene imellem har været erhvervs- og befolkningssammensætningen, der har budt på store variationer landene imellem. Nogle områder var, som bl. Peru og Bolivia, præget af især intens minedrift, andre, som Cuba, havde store plantager, mens atter andre drev landbrug. Dette førte til forskellige opdelinger og organiseringer af samfundene, ligesom det til en hvis grad blev bestemmende for befolkningssammensætningen. Nogle steder blev der importeret store mængder slaver fra hovedsagligt Afrika, andre steder herskede en lille hvid klasse over store mængder hovedsagligt indianske beboere men blandede sig langsomt med denne , mens atter andre steder i stigende grad blev præget af den europæiske indvandring. Alligevel sker en sådan sammenligning ofte som både denne rapport og store dele af litteraturen er eksempler på. En af måderne at skelne mellem nogle af forskellene landene imellem er, at kategorisere landene ud fra deres befolkningssammensætninger. Identiteten i disse lande er især præget af forholdet til de tidligere kulturer og deres fald, men det er også her, hvor de største kulturelle omvæltninger til at starte med fandt sted, og de oprindelige kulturer blev undertrykt. Sprogene her er prægede af ofte klare skel mellem det spanske sprog og de forskellige indianske sprog. Pueblos nuevos De nye folk er resultatet af blandingen af europæere, indfødte og ofte også afrikanske slaver. Her er kulturen ifølge Larrain mindre præget af forholdet til de tidligere indianske kulturer og civilisationer, men bærer derimod mere præg af kulturmøderne og den sammenblanding de har medført. Denne sammenblanding er ofte tydelig på mange møder bla. Pueblos trasplantados De omplantede eller udflyttede er dem der blev skabt af, i al fald til en start, primær europæisk indvandring, uden at blande sig synderligt med de indfødte befolkninger. Her har man forsøgt at genskabe en europæisk livsstil i udlændigheden og arven efter de indfødte spiller stort set ikke anden rolle end, at tilføje lid kolorit når det behøvedes. Selv om man kan sætte spørgsmålstegn ved om kategorierne altid passer, er det alligevel et hjælpsomt værktøj, til at forstå de forskelle der er i den etniske sammensætning ad de latinamerikanske samfund. Dette vil i mange tilfælde have betydning for, forholdet til både europæere, indianer, mestizer osv. Det er fx relevant at vide om landet under kolonitiden var tæt på magten i form af vicekongedømmet , eller om der var en følelse af modstand og fremmedgjorthed overfor ikke bare magtcentret Spanien eller Portugal men også det lokale vicekongedømme. De antagonismer der er opstået under kolonitiden med baggrund i dette er senere blevet medkonstituerende for, hvordan man opfattede sig selv i de enkelte lande, og har, især i de lande der ikke var hovedsæder for vicekongedømmerne, indtaget en mytisk status i fortællingen om nationen Jocelyn-Holt Letelier, 1999. Det handler også om, hvem man sætter op som den anden. For nogle var det klart kolonimagten Spanien der endte med at blive den anden men hele tiden spejlede sig selv i og som man, under uafhængighedskrigene distancerede sig fra. På samme måde som afstanden til magten har indflydelse på italesættelsen og opfattelsen af identitet i både de enkelte lande og deres litteratur, således har den etniske sammensætning også. Andre steder er det derimod en mere kunstig betegnelse, eller der ligger noget andet i det. Man er således nødt til, at gøre sig den kontekst historisk, etnisk. Ser man fx på en typisk chilensk historiebog til skolebrug, Millars Historia de Chile 2003 , en bog der i 2003 var udkommet i sin 66. Bogen starter, efter forord og introduktion, ganske simpelt med Descubrimiento de América 10 Millar 2003:11 og tager sit udgangspunkt i Columbus kamp for at få mulighed for at opdage Amerika. Først senere hører man om de oprindelige indbyggere og sammenstødende mellem kolonisatorer og koloniserede. Allerede fra skoletiden er den koloniale fortid således til stede som noget grundlæggende, noget konstituerende. Dette fortsætte når man ser på den fysiske virkelighed mange latinamerikanere lever i den dag i dag. Det handler om alt lige fra nationalstaternes grænser til opbygningen og udformningen af de byer man bor og arbejder i. Latinamerikanske byer er, som mange nordamerikanske byer, bygget i et såkaldt grid-pattern med en central plads i midten. Her findes rådhus, kirke og her spilles der musik om søndagen, her har store dele af både det sociale og det kulturelle liv udfoldet sig gennem tiden, og gør det stadigt den dag i dag. Opbygningen er ingen tilfældighed, allerede fra 1500-tallet var det sådan at byer i de spanske kolonier skulle udformes på denne måde Low, 2000 , hvilket bl. Hvorvidt dette er sandt falder udenfor emnet, men det betyder at en del sociale processer i dagens Latinamerika, som Low 2000 har beskrevet det, foregår indenfor de rammer der blev fastlagt af kolonimagten. Netop dette er med til at illustrerer de ligheder der binder de oplevede Latinamerikanske virkeligheder sammen Gilbert, 1998; Low, 2000 selv om de ved første øjekast måske ikke observeres eller tillægges betydning. Man må huske på, at de latinamerikanske kolonisamfund typisk var centreret om byerne og byernes betydning for samfundene er svær at overse Fernández-Armesto, 2003. Derfor er det, den engelske professor i geografi Alan Gilbert, har skrevet om latinamerikanske byer interessant: In many ways, Latin American cities look very similar At the same time, every Latin American city is different. Selv om byerne udvikler sig forskelligt er der altså ideen om, at de stadigt er ens se også Low, 2000. Latinamerikas byer kan i mange tilfælde ses som en form for videreførelse, af en lang tradition for at bygge store administrative centre; både bl. Azteker, Inkaer og Mayaer gjorde dette længe før Spanierne krydsede Atlanterhavet. Men samtidigt demonstrerer mange af disse byer også en afstandstagen til fortiden, for This pre-columbian heritage is almost completely absent from the contemporary urban scene, because the Spanish demolished the indigenous cities that they found. Det er altså det koloniale man konfronteres med dagligt, ikke det prækoloniale. Latinamerikansk litteratur i en historisk kontekst. Når det kommer til det litterære er der dels myten om, at al moderne latinamerikansk litteratur benytter sig af magisk realisme, men der er også myten om, at latinamerikansk litteratur først rigtigt eksisterer, eller i al fald bliver rigtigt kendt og accepteret, med García Márquez 100 års ensomhed fra 1967. Den chilenske forfatter Isabel Allende reproducerer myten når hun erklærer at, I belong to the first generation of Latin American writers brought up reading other Latin American writers. Before my time our writers' work was not well distributed in our continent. Men den latinamerikanske litterære traditioner er naturligvis meget ældre og det er de kendte og berømte værker også. Miguel Ángel Asturias Hombres de Maiz er fra 1949, og den første latinamerikanske forfatter til at modtage nobelprisen i litteratur, chileneren Gabriela Mistral, modtog prisen i 1945 ti år før García Márquez første roman, Hvirvelstorm, udkom. Mistrals kendteste værker er endda væsentligt ældre, bl. Alligevel er der denne opfattelse af at latinamerikansk litteratur er, om ikke noget nyt, så noget der først er blevet accepterer ganske sent. For på trods af at den første nobelpris var faldet, og flere prominente forfattere fra Latinamerika udgav masser af værker, var verden åbenbart endnu ikke klar til et Latinamerika der kunne producere litteratur der var andet og mere end et eksotisk kuriosum. Som den amerikanske professor, og redaktør af Revista de Estudios Hispánicos, Elzbieta Sklodowska skriver: However, it was not until the 1960s that Latin America appeared at the forefront of the international literary stage. A vast body of narrative mostly novels published in the wake of the 1959 Cuban Revolution was truly astonishing 2003:100. Men vi skal endnu længere hen for at se at boomet i latinamerikansk litteratur det er først i tiden omkring Isabel Allendes Åndernes Hus at den latinamerikanske litteratur slår helt igennem. Der er som nævnt ovenfor flere myter omkring latinamerikansk litteratur, myter der nok især baserer sig på en udpræget mangel på viden omkring dens eksistens. Måske fordi værkerne først har skullet oversættes og accepteres af forlag, der ikke var vant til at tænke i Latinamerika som noget der solgte særlig meget. Ikke mindst i de nordiske lande præsenteres latinamerikansk litteratur ofte som et kuriosum, et eventuelt mindre indslag i gymnasiernes undervisning, i hvert fald hvis der ikke lige er tale om værker af den latinamerikanske litteraturs stjerner som García Márquez og Allende. I perioden omkring den Spansk-amerikanske krig i slutningen af det 19. Årsagerne til dette var bl. Samtidigt er der også den store nordlige supermagts næsten totale dominans politisk, økonomisk og ofte også militært af både Cuba, Panama og Puerto Rico Sklodowska, 2003. Denne følelse af truslen fra USA forstærkedes med United Fruit Company og det CIA-støttede kup af den demokratisk valgte regering i Guatemala i Forholdende omkring postrevolutions-cuba og CIA s hjælp til det chilenske militærkup i 1973 har været med til at fastholde og intensivere den latinamerikanske verdens noget skizofrene forhold til den nordlige nabo. På den ene side var det et land der undertrykte og dominerede, samtidigt med, at det er et sted en stor mængde latinamerikanere har søgt imod, enten som politiske eller økonomiske flygtninge eller simpelthen på grund af mulighederne. Det er blandt andet herfra at flere latinamerikanske forfattere og akademikere skriver om Latinamerika i dag som fx Isabel Allende. En anden tendens af betydning i latinamerikansk litteratur er den wave of socially committed writings about Latin America Sklodowska, 2003:95 , der var inspireret af de store sociale og økonomiske omvæltninger der opstod i kølvandet på den Mexicanske revolution. Bruddet med oligarkernes ubetingede magt, gennem inklusionen af middelklassen men endnu ikke arbejderklassen blandt samfundets magtfaktorer er, som så mange andre steder i verden med til 25.

Det meste af det sydlige USA var i århundreder administrativt og sprogligt en del af Latinamerika, noget der stadigt mærkes tydeligt den dag i dag ikke mindst i stednavne eller opbygningen af byerne. Godt nok kan det anskues som sammenblandingen af koloniherrer og koloniserede, en hybridform der fysisk set kan ligne den europæiske eller den indianske del mest eller slet ingen af dem. Det er altså et spørgsmål man er nødt til at tænke over både før, under og efter projektet skrives. Man fornemmer duften af oregano og overvældes af fantasirigdommen. Har man imidlertid med spanske og latinamerikanske forfattere at gøre virker denne metode ikke, da man her som oftest har dels flere fornavne, men også mindst to efternavne først et fra faderen appellido paterno og dernæst et fra moderen appellido materno. I bogen står der:... Abstract engelsk Litteraturlisten Der vil i afsnittet om Latinamerika og latinamerikansk litteratur ske en diskussion af forskellige begreber, bl. Den fiktive historie udspiller sig i en fiktiv ramme et sted i Latinamerika, angiveligt Colombia, i en by der bliver navngivet Macondo af dens grundlægger, José Arcadio Buendiá, stamfaderen hvis familie vi følger igennem mere end 100 år. Humaniora, humanvidenskaberne, the Humanities, Lettres, Letters, Sciences Humaines, Arts, the liberal arts, humanisme. I stedet handler det om nogle af de overordnede temaer, som både Gabriel García Márquez 100 års ensomhed og Isabel Allendes Åndernes hus har som centrale. Hendes mand bliver ikke helt så gammel, men han går til stadighed igen efter sin død og kan således ses stå og tisse under det gamle familietræ i gården.